Jeg har fået uønsket besøg. Besøg af en gammel bekendt, som jeg ikke har set siden – for længe siden. Siden jeg tog ham med fra Ivanovic – for enden af sigtekornet -  og steder som Ivanovic – og inviterede ham indenfor, for alt for længe. I årene imellem har jeg ofte tænkt på ham, aldrig savnet ham, men altid glædet mig, over han ikke længere boede i mig.

Nu er han her igen – inviteret af tillid, hvor der ikke var dækning for den, naivitet, sløseri og hovmod. En invitation som jeg selv sendte ud. Men det var ikke derfor, at jeg vidste han kom før han var her. Jeg vidste det fordi, at jeg kunne mærke hans væsen. Et stakkels væsen, der ikke vil og kan andet end inderligt ønske, at manifestere sig i en eksplosiv blodrus og et stille punktum. Retfærdighed. Ikke i civiliseret retfærdighed – bare retfærdighed. Ren og endeligt. Primitivt – ja – men også endeligt.

Han sidder tålmodigt i et hjørne af køkkenet, på passagersædet i bilen eller for enden af sofaen. Sidder og venter på, at jeg som en træt bokser lader paraderne falde et øjeblik. Og så kommer de. Ikke hårdtslående og alt-udslettende. Små stik, der skal indtage og overtage med tiden. Og tiden har han nok af. Det er nyt. Det havde han ikke før. Altså tid. Han er blevet ældre, mere raffineret og tålmodig – men ikke moden. Det er hans svaghed. Han er umoden. Min 8-årrige søn er mere moden end ham. Men han er vedholdende.

Med dårlige argumenter – der alligevel formår at slå rødder i udpint jord – forsøger han at overtale til at blive inviteret helt ind.Ikke til at blive en kærkommen, velset gæst. Men blot til at blive en accepteret gæst – og måske oven i købet en permanent gæst. Og der er tidspunkter, hvor han giver mening. Han argumenter – eller måske mangel på samme – og handlinger giver nogle gange mening. Er han forløsningen, som han påstår – og som er hele hans essentielle væsen?

Måske er han – men festen var så meget sjovere da han ikke sad med ved bordet. Så meget mere ukompliceret, letlevende og flere smil. Jeg har ikke savnet ham og vidste ikke, at jeg inviterede ham. Eller gjorde jeg? Men nu er han her, og han lader ikke glemme. Han skal vises døren og sendes hen hvor han kom fra – og hvor han var på så behagelig afstand, at han næste lod sig benægte. Hvor han ikke kan nå mig og få pulsen op ved tanker alene.

Han skal vises døren og ikke inviteres tilbage. Så kan vi møde i Ivanovic og steder som Ivanovic – og måske gøre det lidt mere som mig, og lidt mindre som ham.

…mpr

Life is good!

…mpr

Hvilken en rutsjebanetur de rød-hvide har taget os med på, ved EM slutrunden i Serbien. Fra præstationer helt blottet for både vilje, kampgejst og håndboldhåndværk – over nervesammenbruds-provokerende minutter, som dem mod Makedonien – til euforiserende sejrs-berusende forestillinger, som kampen mod Sverige. Danmark er mod alle ods kommet i semifinalen. Godt gået og en velfortjent finger til alle os, der som selvudnævnte håndboldeksperter ikke kunne komme i tanker om skældsord nok, når landsholdets evner skulle beskrives.

Godt så – alle er glade – vi er videre og kan se frem til i hvert fald én underholdende aften mere i håndboldens tegn. Og underholdende er det – MEN. For der et men. Ikke et lille henne-i-hjørnet-men. Næ, faktisk to store øredøvende og med fare for til tider at være altoverskyggende men ‘er. Thomas Kristensen og Bent Nygaard, som TV2´s udsendte fladpandede verbale møgspredere, formår kamp efter kamp, at overgå niveauet for hvor dumme sportsjournalister kan være. Der kan i forvejen være langt imellem snapsene når vi taler om sportsjournalister, der kaster lys over standen. Men makkerparret Kristensen og Nygaard sprænger alle rammer for hvor mange søgte, irrelevante, selvpromoverende og fantastisk lidt morsomme ligegyldigheder, man kan spytte ud på to gange en halv time. Og når man så lejlighedsvis bliver tvunget til at invitere dem ind i stuen og over til kaffebordet, når de begge med krydderen helt oppe i kameraet bliver mere nærværende et godt er – så rammer det dobbelt. Og man sidder og tænker, hvorfor ser Nygaard ud som om han ikke ved hvor han er, eller hvorfor han er der? Og hvorfor bestyrkes denne mistanke, når han åbner munden.

Så er det jeg kom til at tænke på, at jeg har bemærket at den professionelle kendis og reality-ting, Sidney Lee, har udvidet sit repertoire og er blevet plakatsøjle for noget rugbrød. Måske kunne man skifte Kristensen og Nygaard ud med ham – og lade ham kommentere håndboldkampene i fremtiden. I det mindste ville der formentlig være bedre balance mellem vores forventninger og det vi får.

 …mpr

Indholdsløst, uden substans eller nogen form for fortællerevne. Det er med få ord cirka således, at DR1´s udsendelse “På Tvang”, som forleden aften turede frem på husalteret i den bedste sendetid, kan beskrives. Intetsigende i en sådan grad, at man vanskeligt finder noget sammenligneligt. Udsendelsen kvalificerede ikke engang til kategorien  dum underholdning, for slet ikke at komme ind på den journalistisk værdi, som man vel har lov til at forvente, når ligegyldighederne præsenteres under brandet “DR Dokumentar”.  Og for at gøre slemt være – så var “På Tvang” en genudsendelse fra 2010.

Havde det så bare været en engangsforeteelse, eller noget der kunne dækkes ind under DR´s public service forpligtigelser, hvor der skal være noget for en hver smag, så kunne man måske mobilisere, om end ikke forståelse, så dog tilgivelse.

Men nej – det er desværre ikke tilfældet. “På Tvang” og genudsendelsen af samme er symptomatisk for en strategi, som ikke kun DR, men også TV2, synes at have praktiseret gennem en årrække. Ligesom så mange andre virksomheder og ikke mindst medier, er også både DR og TV2 økonomisk udfordret. Men de to formår at komme godt afsted med noget, som vi forbrugere ikke havde accepteret fra nogen anden leverandør. De leverer en vare, der bliver dårligere og dårligere for hver dag der går. Men vi betaler stadig det samme for varen, som vi altid har gjort.

En af mine gode venner er en af landets bedste kokke og køkkenchef på en af landets bedste og meste velrenommerede restauranter. Jeg ville gerne se hvordan gæsterne på denne restaurant ville reagere, hvis han begyndte at servere asparges fra dåse, torskerogn som kaviar og tjenerne satte en bag-in-a-box vin med smart plastik hane på bordet. Vel og mærket til samme pris som altid. Uden at være i besiddelse af særlige overnaturlige evner, forudser jeg restaurantens hurtige endelig.

Eller hvad hvis forsikringsselskabet år efter år forringede vores forsikringsvilkår med forhøjet selvrisiko og lavere dækning, men til samme præmie som altid. Også her forudser jeg, at de færreste forbruger ville finde sig i det.

Men når det kommer til måden hvorpå DR TV og TV2 kontinuerligt, og antageligt meget bevidst, forringer kvaliteten af produktet, så er protesterne til at overhøre. Spørgsmålet der presser sig på er, hvorfor vi så tavse accepterer noget, der i alle andre forbrugerrelationer ville have medført klager til forbrugerstyrelsen, negativ omtale i pressen og måske endda retslige opgør? Er det fordi, at vi simpelt hen er for autoritetstro til at gøre oprør. Eller er det lykkedes de to mediekoncerner at hypnotisere os med fordummende, amerikaniseret og fladpandet underholdning, bestående af en bred vifte af kom-tæt-på-dine-kendisser og bliv-selv-en-kendis programmer, krydret med forudprogrammeret følelsespornografi, real life helte i helikopter og ambulance og en ny variation af NYPD med Tom Selleck som patriark og chef for New Yorks finest.

Nu hvor TV2 er blevet en betalingskanal, er stationen ligesom udover problemstillingen. Nu er det liberalismens ubarmhjertige realisme der gælder. Hvad der ikke kan bære må briste – det gælder også for TV2. Tilbage står vi med DR – som burde være det seriøse kvalitative tilbud til os, som er kommet os over fascinationen ved Ricky Lake og første sæson af Robinsons – og gerne vil mere substans og nerve end blot mere.

Paradokset er, at det eneste produkt vi som forbruger ikke har lov til at fravælge – i hvert tilfælde ikke hvis vi vil have et tv eller en radio i hjemmet, og ønsker at være lovlydige borgere – samtidig er det produkt, hvor vi som forbruger har den absolut ringeste forhandlingsmagt. Både pris og kvalitet bliver fastsat af udbyderen og står ikke til forhandling. Sådan et firma vil jeg have når jeg bliver stor. Alle skal købe mit produkt – og jeg bestemmer både pris og kvalitet. Yippiekayey mother fucker.

Det eneste der er sikkert er, at hvis DR fortsætter efter samme opskrift som de sidste år, er der ingen der vil savne den gamle statsinstitution, den dag vi som forbruger kan fravælge. Simpelt hen fordi, at for hver dag der går bliver forskellen mellem DR og de andre minde og mindre. Og hvorfor skulle vi savne noget, vi har så rigeligt af. Så måske skulle redaktionen på DR Dokumentar allerede nu begynde optagelserne til en dokumentar om DR. Den kunne passende hedde “På deroute”

…mpr

Jeg er kommet til at tænke på en historie, som jeg har lyst til at fortælle. Ikke fordi den er mere aktuel i dag end den var i går. Eller fordi, der er sket stort eller småt, der pludselig gør den relevant. Blot fordi jeg synes det er en god historie, som fortjener at blive fortalt – og endnu mere fortjener, at blive hørt.

Det er historien om to mennesker – Akif og Sophia – som i en umenneskelig situation formåede, at være mere menneskelige end de fleste andre.

Historien tager sin begyndelse den 1. januar 1994, i hvad der på daværende tidspunkt var den mest omtalte by i den vestlige verden – Sarajevo i Bosnien. Sarajevo havde gennem længere tid været under serbisk belejring, og byen var dagligt udsat for en regn af mortérgranater, der fra de serbiske stillinger på Igman bjerget blev kastet ned over den bosniske hovedstad. Samtidig var Sarajevo inficeret med snigskytter, der lod det gå ud over civile på markedspladser, vand samlingssteder, gader, stræder og torve. Ingen kunne dengang vide sig sikre i Sarajevo. Hverken mænd, kvinder, børn, unge eller gamle.

Efter at jeg i en lille uges tid havde opholdt mig i Krajina i Kroatien, ankom jeg som freelance billedjournalist den 1. januar 1994 med et FN nødhjælpsfly, til det, der dengang var verdens absolutte brændpunkt. Fra lufthavnen – som i disse dage udelukkende tjente som militærlufthavn – fik jeg et lift med en fransk FN officer i et mindre panseret køretøj ind til FN´s hovedkvarter i PTT Building – som indtil krigen brød ud, havde været det bosniske post- og telegrafvæsens hovedkontor. PTT Building var en historie for sig. Bygningen og FN personel i en parallel midlertidig sameksistens uden fælles rødder eller fremtid. Kun et asynkront nu, som ingen vidste, hvor længe ville vare. Én lang surrealistisk David Lynch scene

Efter et mindre måltid og en Coca Cola, fandt jeg en deling algeriske FN soldater, der skulle ind mod centrum i en panseret mandskabsvogn, og som lod sig overtale til at tage en civilist med i køretøjet. Det var sidst på dagen og stjernehimlen var nogenlunde det eneste, der kastede nogen form for lys over den mørkelagte by, hvor strømforsyningen var gået for længe siden. Stadig i udkanten af byen, blev køretøjet beskudt med mortergranater, og det tog ikke mange sekunder for de algeriske soldater, at bremse, åbne bagsmækken og skille sig af med den civile passager.

Her stod jeg, med rygsæk, sovepose og kamerataske i en kold, mørk og meget fremmed by. Øjeblikket og de følgende timer står stadig som den mest bastante ensomhed i mit liv. Til fods bevægede jeg mig imod det, som forekom at være centrum i min søgen efter Holiday Inn Sarajevo, som var byens eneste fungerende hotel og primært beboet af journalister og fotografer fra hele verdenen. Efter hvad jeg havde hørt var priserne skruet op på et niveau, hvor en freelancer fra Danmark ikke kunne være med. Men jeg havde også hørt, at de øverste værelser kunne fås meget billigt, da det typisk var dem, der stod for skud når de serbiske belejre skød ind over byen med håndvåben og mortérgranater.

Gaderne var både mørkelagte og mennesketomme, og det var derfor mere end som så, at finde en bygning man aldrig havde set, i en by, som man aldrig havde været i. Efter hvad der forekommer at være nogle timer, men formentlig var mindre, mødte jeg – hvad der sidenhen skulle vise sig, at være en ung bosnisk soldat, med en AK47 over den ene skulder. Da vi kom imod hinanden stoppede vi begge op, som det mest naturlige i hele verdenen. Der var jo ikke andre på gaderne end ham og jeg. Jeg spurgte om vej til Holiday Inn, og han spurgte hvor jeg kom fra og hvordan jeg var kommet ind. Efter få minutters samtale spørger Nedim, som han har præsenteret sig som, om jeg ikke vil gøre ham og hans familie den ære, at bo hos dem. Der var ikke noget som jeg hellere ville lige nu og her, end bo hos Nedim og hans familie – og samtidig slippe for, at skulle forhandle mig til et værelse på øverste etage af Holiday Inn, eller tilbringe første nat i en opgang, som jeg ellers var ved at indstille mig på.

Nedim gik foran gennem den kulsorte by og jeg fulgte lige i hælene på ham. Vi havde ikke gået særlig længe før vi kom til en boligkaret, hvor Nedim gik ind i en af opgangene med mig lige efter. På første eller anden sal – jeg husker det ikke mere – bankede Nedim på en dør – og efter kort tid åbnede en ældre mand med et stearinlys i hånden. Nedim forklarede kort på serbokroatisk, og den ældre man løftede stearinlyset op til ansigtet og smilte. Så pegede han ned på hans hjemmesko, som han tog af – og gestikulerede til mig, at tage dem på og komme inden for. Jeg blev vist ind i en lille mørk stue og placeret i rummets bedste lænestol. Den ældre mand gik ud i køkkenet, talte sagte med nogen, og kom igen ind i stuen, hvor han satte sig over for mig. Han bare sad og smilte blidt. Sagde ingenting. Efter kort tid kom endnu en person ind i stuen. Da personen nærmede sig skæret af stearinlyset, viste det sig at være en ældre kvinde. Hun gav mig forsigtig hånden og præsenterede sig med samme rolige og blide smil, som hendes mand. Jeg havde nu mødt Akif og Sophia – far og mor til soldaten Nedim.

Efter en kop te og en kort samtale med Nedim som tolk, fik jeg anvist et værelse med en seng. Den tunge og bastante ensomhed havde fortaget sig, og jeg kunne mærke hvor energien og lysten til at optage arbejdet den efterfølgende dag igen indfandt sig.

Jeg fik en god nats søvn, om end beskydninger fra bjergene omkring Sarajevo holdt mig vågen i nogle timer før jeg faldt til ro. Da jeg den følgende morgen stod op var Nedim taget på “arbejde”,  og Akif rejste sig omgående fra stuens bedste lænestol, og gjorde tegn til mig om at indtage den. Dagslyset afslørede en lille pæn lejlighed med let-slidte møbler, klaver og en brændeovn. Brændeovnen virkede malplaceret – i et boligkompleks, der formentlig stammede fra 70´erne. Det viste sig også sidenhen at brændeovnen var blevet installeret i forbindelse med at krigen brød ud, da den centrale varmeforsyning ligesom el og vand ophørte med at fungere.

Men dagslyset blotlagde ikke kun lejlighed og møblement. Også Akif og Sophia blev nu mennesker med ansigter, og ikke blot konturer i nattens mørke. Akif, der var ingeniør, men ikke havde arbejdet siden belejringen, havde formentlig været en høj og rank mand engang. Alderen eller noget andet havde dog fået ham til at falde lidt sammen. Sophia var en dame. Petit med sort hår og med små sirlige bevægelser. Sophia arbejde som økonom i den bosniske nationalbank – også på trods af krigen. De forekom at være meget korrekte og retskafne mennesker. Mennesker med en høj grad af integritet.

Sophia kom ind i stuen fra køkkenet, og vinkede mig ud til sig. Her havde hun dækket bord og servede noget uspiseligt og udefinerbart fisk. Det viste sig at være en del af norske nødhjælpspakker, som indbyggerne i Sarajevo i ny og næ kunne få fingrene i. Jeg fik også nogle kiks og lidt te, mens Akif uden at sige et ord, sad i sin stol inde i stuen og stirrede ud i luften. Efter morgenmaden tog Sophia teten, og satte mig ind i husets praktiske forhold. Ikke nogen let opgave, da vi ikke havde noget fælles sprog og vores tolk – sønnen Nedim – jo ikke var tilstede. Hun startede med at vise mig den lille altan, hvor hun stolt fremviste blomsterkasser med græs. Hvad det var til skulle jeg først senere finde ud af. Hun pegede også op mod bjerget, og gestikulerede én der skød med et gevær. Jeg forstod det sådan, at man ikke skulle opholde sig på altanen unødigt. Dernæst viste hun ud til badeværelset. Det var tydeligvis meget vigtigt at jeg forstod, at jeg ikke måtte skylle ud i toilettet efter behov. Det vand der var, var noget som Akif måtte ud på gaden og blandt snigskytter for at hente. Det blev derfor naturligvis anset som meget kostbar, og skulle ikke bare bruges til toilettet. Der blev kun skyllet ud i toilettet, når der var vand, der allerede var blevet brugt til andet. Eksempelvis til at koge mad eller at vaske sig lidt i.

Som det næste viste Sophia mig rundt i lejligheden, og gjorde det klart hvilke vinduer der var farlige og hvilke, der var sikre. Hun viste hvor projektiler og splinter havde boret sig ind i klædeskabe, døre og vægge. Blandt andet på mit værelse.

Tilbage i stuen – iført Akifs hjemmesko, som han fortsat insisterede på, at jeg skulle have på – blev jeg igen anvist til den gode lænestol. Kort efter kom Nedim hjem sammen med hans bror, Harris. Efter at få hilst ordentlig på ikke kun Harris, men også Nedim, som jeg jo indtil da kun havde kunnet ane i mørket, benyttede Sophia og Akif sig straks af muligheden til, at stille spørgsmål. Spørgsmål til om hvordan det havde været at komme ind i Sarajevo? Hvordan jeg igen kunne komme ud – om jeg kunne få deres sønner med ud af byen igen? Hvad sagde de rundt omkring i verdenen om situationen i Bosnien og Sarajevo? Blev der i det hele taget talt om dem? Hvad min mor sagde til, at jeg var i Sarajevo når jeg ikke engang var tvunget til det? Osv. osv.

Med Nedim og Harris som tolk blev der snakket meget den dag. Mest om situationen, det politiske spil, fredsforhandlinger og livet i en by under belejring. En gang imellem blev snakken afbrudt, og telefonrøret lige løftet, for at høre om der var en klartone. Når det var konstateret, at der fortsat ikke var forbindelse, fortsatte snakken, som i øvrigt foregik i et meget afdæmpet tonelejre. Nærmest andægtig. Fra tid til anden stoppede samtalen bare, og gav plads til nogle tavse minutter. Når jeg fik øjenkontakt med Sophia under disse tankepauser smilte hun forsigtig – bare ikke med øjnene. Akif kiggede ned i gulvet og forsøgte på, at skjule tårerne. Så sagde han noget, tørrede øjnene og stillet et nyt spørgsmål.

Sådan gik den første dag med familien Gavranovic i Sarajevo. Da det kom til aftensmaden fandt jeg ud af, hvad altankasserne med græs var til. Sophia kogte suppe på græsset og hvad hun ellers havde til at spæde op med. Efter det sparsomme aftensmåltid, som blev indtaget i en knugende stilhed, tog Nedim og Harris mig med på en interimistisk bar i en kælder, hvor hele området unge havde samlet sig. Vi fik en øl eller to sammen, og Nedim og Harris introducerede mig for nogle af deres venner. Allesammen i begyndelsen af 20´erne som også mine to værtssønner var det. Katolikker, ortodokse og muslimer i en skøn blanding. Her var der ikke nogen, der gik op i den slags.

Den nat – og de følgende nætter i Sarajevo – lå jeg med ryggen presset tæt op imod væggen ind til stuen og front mod vinduet, der havde udsigt til Igman. Tanken var, at hvis jeg skulle blive ramt af et vildfaren projektil, så hellere i maven end i ryggen.

De følgende 3-4 dage forløb forholdsvis ensartet. Efter en morgenmad, der ikke altid var lige nem at få ned, men med tak og ydmyghed over, at familien Gavranovic delte det, som de ikke havde med en fremmed. Om dagen arbejdede jeg rundt omkring i Sarajevo, altid med et kort i lommen, som Sophia havde tegnet til mig, med formaninger om kun at gå de veje, som hun havde indtegnet for at undgå de værste “sniper-streets”. Sophia gjorde også altid meget ud af, at jeg inden jeg forlod lejligheden – selvom det kun var for at gå ned på gaden – altid bar min fragmentationsvest. En vest, der er noget tungere end en skudsikker vest – og som kan modstå fragmentationer fra visse granattyper.

Flere end 10.000 mennesker blev dræbt under belejringen af Sarajevo, og mere end 56.000 formodes såret. Heriblandt også kvinder og børn.

En aften kom jeg noget senere hjem end de andre dage, da jeg i løbet af dagen havde ændret planer og opsøgt andre steder, end det, som oprindelig var planlagt. Sophia var tydeligvis oprevet og ville vide hvor jeg havde været. Da hun fik at vide, at jeg ikke havde fulgt hendes kort, som hun havde tegnet aftenen forinden, blev hun meget alvorlig. Jeg husker, at hun gav mig en lussing, men jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg er i tvivl. Jeg kan ikke få det til at passe med Sophia.

Det jeg dog husker tydelig er Sophias forklaring på hendes egen frustration.

“Det er mine sønners skæbne at være her, og det kan jeg ikke ændre på. Jeg kan kun håbe, at de overlever. Men du er her frivilligt og efter eget valg – og det må være forfærdelig for din mor.”

Nedim, der oversatte for sin mor, var tydeligvis enig med hende og ingen var imponeret over, at jeg den dag ikke havde fulgt Sophias kort. Den efterfølgende morgen var stemningen noget trykket og tavsheden i lejligheden blev kun brudt af Akif, der forberedte et eller andet. Det viste sig, at tiden var inde til, at der igen skulle hentes vand. Serberne var gode til at lokalisere vandsamlingsstederne, og placere snigskytte omkring disse. Det var altid forbundet med stor usikkerhed og fare, at bevæge sig ud efter vand. Jeg tilbød at følge med da der skulle hentes vand, men Akif afslog. Da jeg spurgte Nedim hvorfor hverken han eller broderen Harris hjalp med at slæbe de tunge vanddunke, svarede han, at det var Akifs beslutning. Akif ville ikke, at hans sønner skulle miste livet ved at hente vand, så heller at han selv gjorde det. Det var en lang formiddag, og stemningen lettede, da Akif efter 3-4 timer kom tilbage med fyldte vanddunker – og i live.

Efterhånden som mit afrejsetidspunkt nærmede sig, spurgte Sophia engang imellem til, om jeg mente det ville være muligt, at få Nedim og Harris – eller én af dem med ud af Sarajevo. Jeg vidste det var umuligt, men tog alligevel ud til PPT Building, for at høre hos FN om der kunne gøres noget. Det var som ventet ikke muligt at skaffe civilister uden akkreditiver ud af den belejrede by. Med et pressekort i hånden var det muligt at få et lift med et militærkøretøj ud til lufthavnen, hvor man kunne vente og håbe på, at der ville blive plads på et af  Maybe Airlines fly et eller andet sted hen – som oftest til Split i Kroatien. Maybe Airlines var det navn, som man havde givet luftbroen, der forsynede Sarajevo med nødhjælp og forsyninger til FN styrkerne.

Maybe Airlines
Maybe we fly
- Maybe we get down in one piece

Nedim og Harris havde ingen pressekort, og det var ikke muligt for mig, at få FN til at udstede et til dem. Skuffelsen i Sophias ansigt, da jeg kom tilbage fra PTT Building, var ikke til at tage fejl af – og afslørende, at hun havde håbet af hele sit hjerte. Det var første gang, at jeg så samme opgivenhed, sorg og tristhed i hendes ansigt og øjne, som i stille stunder i stuen hang over Akif og gjorde ham apatisk og nedtrykt. Det påvirkede mig meget, og jeg blev tynget af en overhængende dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over, at jeg havde nydt Sophia og Akifs blidhed, urokkelig tro på det gode, håb og varme. Fascineret af, at jeg ikke én gang havde hørt dem brokke sig eller skælde ud på nogen eller noget. Men jeg havde ikke set deres smerte, angst og trængsler – sådan rigtigt. Men også dårlig samvittighed over, at jeg som en anden turist, bare kunne tage afsted igen. Ud af Sarajevo.

Om aftenen inden min afrejse kom Sophia ind i stuen og spurgte om min mor drak kaffe. Det kunne jeg kun svare ja til, hvorefter Sophia igen forsvandt ud i køkkenet.

Om morgenen for min afrejse – Nedim gjorde klar til at følge mig så langt ud til den yderste tjek point, som han kunne få lov til – kom Sophia over til mig, da jeg var ved at pakke min rygsæk. Hun havde fugtige øjne og virkede bevæget. Igen bad hun Nedim at oversætte.

“Jeg undskylder at det lugter i min lejlighed, og at jeg ikke har kunne byde dig på ordentlig mad, men jeg vil ikke være flov over det. Jeg forstår ikke hvorfor du frivilligt kom hertil, men jeg er dig taknemlig for det – og for at du ville bo hos os.
Jeg vil gerne bede dig fortælle din mor, at jeg har passet så godt på dig som jeg kunne og gjort alt for at du kommer hel ud af dette sted. Jeg har ikke meget at give, men jeg vil bede dig tage denne med hjem til din mor – fra en mor til en anden mor.”

Sophia gav mig en blankpoleret kande med en lang hank, af den type, som muslimer i flere lande bruger til at koge kaffe i, og som jeg skulle tage med hjem til min mor. Vi fik sagt farvel – Akif på sin egen meget stille måde, men med et håndtryk og et klap på kinden, der havde mange ord i sig. Nedim fulgte mig så langt det var ham muligt ud mod PTT Building. Også vi fik sagt farvel – ude ved den sidste tjek point ved en vej ud af Sarajevo. Der var ikke gået mere end 5-6 dage siden vi havde mødt hinanden. En frostklar iskold og mørk 1. januar et sted i Sarajevo. Der er stadig den dag i dag visse frostklare aftener, hvor jeg kan lugte Sarajevo som den aften jeg mødte Nedim og hans forældre – Akif og Sophia, der på så kort tid, havde gjort så stort indtryk på mig.

Kaffekanden har siden min hjemkomst i januar 1994 og til i dag stået i mine forældres stue, hvor der nogle gange er blomster i den.

I sommeren 2000 besøgte jeg med min daværende kæreste - og nuværende kone - Sarajevo og opsøgte også Akif og Sophia. Igen, som 6 år tidligere åbnede de deres dør, og vi endte med at bo hos dem i 3 dage.. Deres sønner studerede på daværende tidspunkt i Frankrig.

…mpr

Røgen efter nytårsskytset har lige lagt sig, og både den ene og den anden nytårstale er blevet vejet, målt og smagt på. Det er højsæson for tilbageblik og mere eller mindre analytiske vurderinger af året der er gået, på forskellige områder og med forskellige vinklinger.

Det er muligt at 2011 ikke har været nogen undtagelse i forhold til tidligere år i nyere tid, men det forekommer mig, at underholdningsindustrien i netop dette år i højere grad end før, har fået skarp konkurrence fra vores folkevalgte repræsentanter. Perlerækken af underholdende bidrag fra politikere, der har udløst gentagne nationale kæbefald, synes at være imponerende – eller snarere deprimerende – lang.

For eksempel Bertel Haarder, der for åben skærm overfor en journalist bruger et sprog, som mange steder i den danske folkeskole havde udløst et besøg på kontoret, vores nuværende Europaminister og tidligere Aarhus borgmester, Nicolai Wammen, der ikke vil udsættes for trick-spørgsmål om kulturbyer, og Carsten Hansens fynske valgløfte.

Bertel Haarder bruger et underholdende sprog i et interview med en DR journalist

Eller hvad med forhenværende statsministers Lars Løkke Ramsussens , der svarer som han bliver spurgt – eller gør han? Årets højdepunkt var formentlig da vores tidligere skatteminister gav sig selv mundkurv på i forhold til Helle Thornings skattesag. Og i den mere alvorlige ende af skalaen finder vi Birthe Rønn Hornbech og Ole Sohn, der simpelt hen nægter at udtale sig – og oven i købet mener, at der er deres ret.

Lars Løkke giver svar som han bliver spurgt…..

Lad os lige dvæle ved Ole Sohn. I en tid, hvor muren stadig stod, den kolde krig var den eneste krig – og blandt andet det danske forsvar stadig arbejdede ud fra Warzawapagten som det primære fjendebillede, modtog DKP med Ole Sohn i spidsen økonomisk støtte fra Sovjetunionens efterretningstjeneste. Sat på en spids svarer det til, at et aktivt politisk parti i dag modtager støtte fra Al Qaeda. Mens debatten så raser, ønsker Ole Sohn ved flere lejligheder ikke, at stille op til interview. Den havde sikkert holdt vand i datidens sovjetiske styre. Men kan det virkelig passe i et demokrati. Jeg mener ikke det rager offentligheden hvilke og hvor mange Lewinsky skeletter Ole Sohn eller andre måtte have i skabet, men som folkevalgte politiker bør de til enhver tid stå til ansvar overfor vælgerne i politiske sager.

Det har været et underholdende år for dem, der har fulgt med på den politiske scene. Folketingsvalgets enfantile mudderkastning henover midten, endeløse løfter uden konkret indhold, og en dagsorden, der i den grad bar præg af, at være spin, gjorde ikke 2011 mindre underholdende.

Men det er ikke meningen at politik skal være underholdning. Det har vi X-factor, Go´ Aften Danmark, Det Kongelige Teater, Hollywood og så meget andet til. Spørgsmålet er blot, om meningen med politik er ved at fortabe sig i tågen af personsager, pinlige optrædener og gentagene eksempler på meget uelegant ansvarsflugt. Og når strømmen så er så massiv som den er, så glemmer vi, før vi fik tid til at huske. Måske er spørgsmålet også mere overordnet. Har demokratiet, som vi kender det spillet fallit, når vores politikers perspektiv ikke er længere end 4 år – hvoraf de bruger halvdelen af tiden på, at smide beskyldninger efter hinanden? Bør vi indrette vores demokrati på en måde, der appellerer til andre kompetencer og personligheder? Som for eksempel når Asger Aamund foreslår, at halvere parlamentet og i stedet  betale de folkevalgte det dobbelte i løn.

Eller har vi det som befolkning og vælgere så godt, at vi kan tillade os den luksus ikke at stille andre krav til vores politikere, end at de skal underholde?

Jeg ved ikke om 2011 var værre eller bedre i den henseende end de foregående år – men jeg forventer desværre ikke, at underholdningen fra den politiske kant i 2012 bliver mindre.

…mpr

Forleden havde jeg en oplevelse, der var så banal, lille – og udefra set ubetydelig, at den ikke fortjener hverken spalteplads eller tid. Hvis ikke det lige var fordi, at den på sin egne underfundige og stille måde, også var noget ganske særligt. Indrømmet, man skal nok være en forældre for at kunne forstå det særlige i denne lille oplevelse.

På en netop overstået skiferie i alperne havde jeg en dag planlagt en 32 km. pistetur med min ældste søn på knap 10 år. Om end sigten var dårlig på grund af kraftig snefald og en del tåge i de højere luftlag, så gik turen fantastisk godt. Vi koncentrerede os om at stå på ski og ramme de rigtige lifte og rigtige pister. Ingen dramatik, ingen styrt, og ikke særlig meget snak. Bare ung og gammel, der nød hinanden i stilhed, og hver især så frem til at kunne se tilbage.

Det meste af turen holdt jeg mig umiddelbart bag min søn – blot i tilfælde af, at noget skulle ske. På et tidspunkt, hvor vi stod gennem en skov af høje sneklædte nåletræer, og en meget svag hældning gjorde det muligt bare at stå op og lade sig indhylde i den fantastiske stilhed, hørte jeg en sagte nynnen. Der var dog ikke andre i synlig nærhed end min søn og jeg, og jeg nærmede mig ham derfor, for at høre om det var ham det skulle komme fra. Og rigtig nok. Mens han stod og “gyngede” frem og tilbage på sine ski, stod han og sang Rasmus Seebach for sig selv. Der er noget meget bekræftende ved, at betragte sine børn trives i harmoni med dem selv og deres omgivelser – og ikke mindst – udstråle tryghed og glæde ved nuet. Selvom det var en varm og berigende oplevelse, så var det alligevel ikke den, som jeg indledningsvis henviste til.

Den føromtalte banale og lille oplevelse, som jeg fandt så særlig, at den skal prøves at gengive, oprandt først da vi var i mål. Efter 5 1/2 times skiløb var vi igen nået tilbage til udgangspunktet for turen, og stod foran en lift, der skulle tage os op til den sidste piste ned mod dalen. Phillip, som knægten hedder, bad mig lige vente et øjeblik før vi skulle på liften. Og så skete det.

Phillip tog handsker og hjelm af, for til sidst også at frigøre sig for en kløende og kradsende halsedisse. Det var ikke det, at han gjorde det. Det kan jo i sandhed ikke være mere banalt. Men måden hvorpå det skete, som næsten er umulig at gengive. Det var bevægelserne, ansigtstræk, grimasse og bevægelsernes rækkefølge, der udgjorde en helhed, hvor det gik op for mig, at min lille søn var ved at blive en person. En person med egne måder at bevæge sig på, med egne måder at gøre små ligegyldige ting på, som er karakteristisk for netop den person. Et lille øjeblik med en lille oplevelse, hvor jeg med både glæde og en anelse vemod konstaterede overgangen fra barndom til noget andet.

Han rakte mig halsedissen og spurgte om jeg kunne have den i lommen. Da jeg tog den og bare smilte, spurgte han lettere irriteret med sunde kinder og forsvedt hår, “Hvad er det – hvad har jeg gjort?”. “Ikke noget Phillip. Du har ikke gjort noget”, sagde jeg og nød at være tilstede i øjeblikket.

…mpr

Jeg er god – til tider nærmest fantastisk – når det kommer til at skulle brokke mig. Jeg kan brokke mig over rigtig meget. Vejret, politikerne, tv, butikker, naboer, mekaniker osv. Ikke fordi jeg er et brokhoved – sådan opfatter jeg i hvert tilfælde ikke mig selv. Jeg bliver bare godt og grundigt frustreret, når noget ikke er som det skal være, eller nogen ikke lever op til deres løfter. Og så skal det ud. Således kan jeg også være hurtig ude med brok-staven, når det gælder de ydelser vi modtager fra det offentlige, som modydelse for verdens højeste skattetryk. Og det er vistnok ikke nogen hemmelighed, at lige netop det offentlige system – hvad enten det er sundhedsvæsenet, skole- og uddannelsessystemet eller vore ældreforsorg – mere end jævnligt giver rig anledning til et par sure opstød. Jeg leverer dem gerne – og vil fra tid til anden heller ikke kunne afholde mig fra, at gøre det i dette forum.

Omvendt må man også anti-brokke når lejlighed byder sig. Og sådan en lejlighed har budt sig. Forleden – en fredag formiddag – besluttede jeg mig for at bestille tid hos lægen, efter at jeg i en periode på to måneder havde haft en tør hoste. Jeg havde tidligt i forløbet fået taget en blodprøve for at fastslå om det kunne være tale om såkaldt kold lungebetændelse. Det var det ikke.

Den omtalte fredag formiddag, ringede jeg til min læge kl. 9 for at bestille en tid snarest muligt. Jeg kunne komme til allerede samme dag kl. 10:45. Ved ankomst tog en sygeplejerske imod mig for at tage en ny blodprøve, med henblik på at fastslå om der var tale om en infektion eller en virus. Lægen testede min lungekapacitet, og konstaterede, at denne ikke var optimal. Som tidligere ryger fik jeg selvfølgelig meget ubehagelige tanker – såsom cancer og rygelunger. Jeg gav over for lægen udtryk for mine bekymringer, som hun dog afviste som muligheder. Ikke desto mindre gav hun mig en akut henvisning til en røntgenfotografering på lungeklinikken på Aarhus Kommunehospital, så jeg kunne få vished. Samtidig sagde hun, at hvis jeg havde tid og mulighed, så havde de åben til kl. 13 om fredagen – og der var ikke noget med tidsbestilling. Man skulle bare møde op.

Denne fredag, hvor jeg ringede til min læge kl. 9 for at bestille en tid, havde jeg inden kl. 12 fået taget en blodprøve, testet mine lunger og fået taget røntgenbilleder på lungeklinikken. Den efterfølgende mandag ringede de fra lægehuset med svar på mine røntgenbilleder. Der var intet der gav anledning til bekymring. Alt var som det skulle være.

Lægen ordinerede astma-medicin i en måned – og hosten er stille og rolig på retræte. Jeg kan ikke brokke mig – i hvert tilfælde ikke denne gang.

…mpr

“Årets julegave til den du holde af. En elektronisk parkeringsskive”. På den anden side af denne, på flere niveauer, selvmodsigende sætning, sidder formentlig en højt betalt og meget erfaren tekstforfatter fra et tjekket reklamebureau, indrettet i et nedlagt slagterhus på det ydre Østerbro.

Reklameblokkene er ved at udvikle sig til en perlerække af ligegyldigt, opkast-fremprovokerende, amerikaniseret og ugeblads-retoriske klichéer, der ikke engang taler til den dummeste i os – eller de dummeste i blandt os. Det taler slet ikke til nogen eller noget. Bla bla bla bla bla bla med billeder. Grimme billeder, dumme billeder ligegyldige billeder.

En lift kører op til en altan på 2. sal. Én forklædt som et træ, én forklædt som noget andet og Richard Ragnvald i 80´er kostume står og river den af på elektrisk guitar. Såvidt jeg husker skal det få os til at købe Gevalia eller noget andet vi vil byde uventede gæster i Rødvins Danmark. Og det kan vi da alle identificere os med – det sker jo ofte, at der lige kommer en lift forbi altanen medens vi sidder med morgenkrydderen og dagens avis. Og ikke en lift med håndværkere eller vinduespudser – det havde sgu da i det mindste været troværdigt. Nej en lift med et persongaleri, der i sammensætningen ikke på nogen tænkelig måde giver mening i sindet, på bare nogenlunde gennemsnitlige begavede mennesker.

Jeg nægter at tro, at der i kongeriget findes en mand eller kvinde der i alvor forventer, at en elektronisk parkeringsskive under træet giver positiv udslag i soveværelset om onsdagen.

Kære reklamemennesker. Tag jer nu sammen og vær lidt selvkritiske. Tag lige og smag på sætningen – “Årets julegave til den du holder af” serveret med et billede af en plastik-elektronisk parkeringsskive.

Vær original, troværdig, underholdende, tankevækkende, sjov eller meningsfuld. For den sags skyld må I til nød også gerne være ligegyldige – det kan eventuelt tilgives. Men ikke fordummende og nedladende – der et et niveau over TV Shop.

…mpr

Jeg har gennem nogle år kendt en lille mand. Sådan rent fysisk lille. Det er der jo i og for sig ikke noget galt i – altså at være en lille mand. Men nu har manden vist sig ikke kun at være lille af statur – han er også lille som menneske. Og når mænd i små kroppe også er små mennesker – så bliver det  ynkeligt. Ynkeligt i en grad, så det næsten ikke er til at holde ud.

Men for at gøre slemt værre, så har den lille mand i den lille krop også et ekstremt lavt selvværd, som han ihærdigt forsøger at dække over ved at puste sig op med lånte fjer og usandheder. Endnu mere ynkeligt.

Hvorfor er det så, at små mænd kan fylde så meget, at jeg gider bruge tid og spalteplads på dem. Det er selvfølgelig fordi, at den pågældende lille mand i den lille krop med lavt selvværd, med sin forsmået selvretfærdighed har bragt mit p.. i kog. Og det kan små mænd fordi de ikke besidder, det som med et nogenlunde fint ord hedder integritet. Og skal vi andre så bevare vores dyrebare af samme slags, jamen så forbyder det os at møde de små mænd i små mænds højde. Det kan give anledning til stor frustration, primitive tanker og en indestængt arrigskab. Men så er det, at man må glæde sig over udsigten fra egne højder – der hvor små mænd aldrig kommer op – og hvor man nødtvunget må se ned på disse små stakkels skabninger. Og jeg vil så lejlighedsvis tillade mig selv at være en lille mand, når jeg kan fryde mig over, at en psykolog jeg kender forleden udtalte  – “der er jo ikke noget der er meget mere ynkeligt og ydmygende end at være en lille mand”.

En lille bonus ved den lille mand som jeg kender og som har fået mig til tasterne er, når han, som det sker oftere og oftere, bliver indhentet af hans egne historier og usandheder.  Så er det faktisk morsomt at betragte luften gå af en oppustet lille mand i en lille krop med lånte fjer og lavt selvværd.

…mpr